Mit liv som Birger – kaldte den gode Jens sin artikel.
Fornærmende, har nogen ment.
Slet ikke, synes jeg.
For mig er Jens’ artikel, om det at snitte et knivskæfte, en kompliment.
Og den naturlige efterfølger kunne så være:

Hvorfor snitter Birger ?
Det er der mange svar på !
Jeg vil forsøge at give nogle muligheder her. Så kan læseren selv vælge, hvilket af svarene han eller hun synes bedst om.

Svar 1:

Birger er en vaskeægte bangebuks.
Han er skidebange for maskiner.
De larmer. Er besværlige. Som regel livsfarlige. Går i stykker hver gang han rører ved dem. Ødelægger det emne han ønsker at bearbejde. Flår fingre af og river øjne ud.
En del at sandheden ligger helt klart her. Jeg er inkarnationen af Murphys Lov. ”Det, der kan gå galt, går galt”. Sådan har jeg det med stort set alle maskiner.
Jeg gider dem ikke.

Svar 2:

Maskiner giver i mange tilfælde et dårligt resultat.
Hov hov, så fræk han er.
Men ikke desto mindre mener jeg det. Mange gode eksempler fra vores knivverden viser, at her har ”producenten” ikke gransket i strukturen i træet. Ikke set linierne i klingen.
Det går stærkt ved maskinen. Der mangler ”føling” med emnet, inspiration fra træet, og der har ikke været tid til individuelle overvejelser eller indskydelser. Man har en skitse/ ide – og den kører man lige af.

Svar 3:

Små dum som han er, troede han, at man skulle snitte knivskæfter.

Ja. Det er også rigtigt.
Jan Arild lærte mig – som han selv gør det – at snitte mit første knivskaft.
Jeg var ved at tabe mund og polypper den første gang en knivjente fortalte mig, at hun raspede sine knivskæfter? ? ? ?
Ka’ man det ?

Selvfølgelig kan man det. Jeg havde bare aldrig tænkt den tanke.
Havde der nu ligget en lille rasper gemt i mig, ville jeg her have fundet de vises sten. Men der er ingen rasper i mig, så jeg nøjedes med at undre mig og acceptere, at sådan kunne man jo også gøre. Senere er jeg blevet gjort bekendt med mange forskellige – autoriserede og uautoriserede – udgaver af sliberimaskiner. Jeg kan da godt se, at det er smadder smart og går lynhurtigt. Og hvis målet for mig er, at skulle producere det design, jeg lige har ”opfundet” så hurtigt som muligt, ville jeg måske også bruge en maskine – eller mange.

Men for mig er selve processen, at fjerne spån for spån, og den ro, der følger med i denne proces, nok gået hen og blevet en del af målet.

Svar 4:

Hans anden inkarnation er dovenskab.

Hvem vil synes, det er helt i orden, at man sidder på sin flade og laver ingenting – eller bare lader tankerne vandre ?
Ikke ret mange, tror jeg.
Hvis man ikke har sin kalender fyldt til bristepunktet med aftaler, taler i mobilos hele tiden, besvarer e-mails, tager hånd om sin familie og store vennekreds, dyrker dybhavsdykning og springer elastikspring på New Zeeland, så må man siges at være et hul i jorden.
Så jeg sidder ikke bare på min flade.
Jeg snitter knivskæfter. Udtrykker min personlighed gennem højkvalitets unika brugsredskaber med et stænk af etnisk og historisk forskning og research.
Bla bla bla bla og lidt mere bla bla.
Jeg er lidt doven; Men har brug for at sidde i fred og ro eller fællesskab og lade tankerne vandre, samtidig med at jeg får lavet en kniv eller en dims.
Ofte en dims, jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad skal bruges til – eller om den kan bruges til noget.
Nogle gange har jeg lige skullet se, hvor tyndt kan jeg snitte dette stykke træ. Og hvordan kommer det til at se ud, hvis det kombineres med en klump. Og er det muligt at snitte tyndt samtidig med at man drejer figuren i et vrid.
Bliver det pænt eller dumt at se på ?
Hvis svajet fra kniven forstørres, kan man så …. ?
Eller vil det bare blive noget …..?
Men tiden, der er gået med at fremstille den, har for mig været ren terapi.
Ofte har jeg fået gode ideer til løsning af praktiske eller personlige problemstillinger, mens jeg har snittet. De har bare lige pludselig været det.

Knut Dahl sagde engang, ”at med fordybelsen kommer ofte svarene på spørgsmål, vi ikke har stillet endnu”. Det var vist ikke helt sådan Knut sagde, men jeg tror godt, han kan købe min omformulering. For vi er vist enige om, at i fordybelsen er vi ofte tæt på det underbevidste plan. Og der, sker der ting og sager, som vi ikke er herrer over og ikke kan kontrollere.

(Nu til dagens absolut frækkeste: Det er måske deri angsten ligger. Vi tør ikke slippe kontrollen.)

Tid til fordybelse og bare ”at være” synes jeg ikke, der er meget af i dag.
Synd og skam, mener jeg.
Derfor snitter jeg.

Svar 5:

Han er så lidt målrettet, at du tror det er løgn.

Det er der også et gran af sandheden i.

Forstået derhen, at jeg nogle gange har haft svært ved at finde ud af, om et design eller en detalje er bestemt af mig eller af det stykke træ, jeg sidder med. Eller det stykke musik, jeg lige hørte. Eller den kniv Jens lavede sidst. Eller en tegning jeg fik at et barn. Eller en smuk blomst i haven. Der var måske en knast eller en plet i træet, som giver mig en ide eller tvinger mig til at lave om på det forud bestemte design.

Jeg får vendt og drejet træet mange gange i hånden undervejs. Mærker, hvordan designet føles i løbet af processen – og foretager justeringer på den baggrund.

Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg sad ved en båndpudser.

Svar 6:

Han er håbløs romantiker.

Yes, han er så.
Jeg trives stort med at lave ting i hånden. Små brugsting som engang var vigtige i hverdagen.
Det er nogle gange med til at give mig lidt mere respekt for ting – og for dem, som laver dem.
Jeg var på et kursus på Sløjdhøjskolen i Esbjerg sidste efterår. Mandag morgen konstaterer instruktøren, at han sidder ned. Hvis vi kursister i løbet af ugen også vil sidde ned, må vi hellere gå i gang med at få fremstillet noget at sidde på.
Jeg lærte en bunke om tørt og vådt træs egenskaber, muligheder og begrænsninger. Lærte en masse om – for mig – nye redskaber og hjælpemidler.
Det var kanon spændende og en stor oplevelse for mig.
Jeg har sågar lavet en pandespatel af et stort stykke vådt træ. Med en økse – sgu’.

Her kommer så det endelige hug under bæltestedet til Jens:

RIGTIGE MÆND SNITTER MED ØKSE.

Jeg fremstillede mig også en snittebænk. Af planker og tykke grene.
Mit møde med snittebænken og dens muligheder var en åbenbaring. Jeg er af den mening, at snittebænken – hvad opfindelser angår – ligger på linje med hjulet og den dybe tallerken.
At jeg så tilsyneladende var det eneste medlem af Holstebrogruppen, der ikke vidste hvad en snittebænk var, er for mig en uvæsentlig detalje. Jeg elsker den.

Om 20 minutter skal vi i gang med …

Til det skal i bruge en kniv. Her er nogle klinger. Og lav jer så en kniv – på 20 minutter.
Fantastisk.
Det var godt nok skægt, at sende den kniv rundt om bordet i Holstebrogruppen til kritik og kommentarer.

Svar 7:

Nej. Nu gider jeg ikke mere.

Det her kan fortsætte i det uendelige.
Og hvert nyt svar åbner nye spørgsmål.
Jeg stortrives med et stykke træ og en skarp snittekniv i hånden.
 

Jeg slapper af. Hygger mig. Leger med former. Udfordrer træets begrænsninger og muligheder. Bliver lidt klogere på mig selv. Og måske også på verden.

Jeg får lavet nogle gedigne ting, der kan bruges i hverdagen. (Er tingene meget klodsede, kalder jeg dem ”rustikke”.) Af mig selv eller andre. Jeg er en del af et hyggeligt og givende fællesskab i Holstebrogruppen. Jeg får afreageret. Jeg får provokeret. Jeg får et lille snitsår i ny og næ. Jeg bliver en bedre Birger, fordi jeg snitter. Jeg får lejlighed til at sætte andre i gang med kniv og træ, når de har set hvad jeg fifler med.
Jeg vil gerne engang huskes for at være en berømt snitter.

 Kære Jens.

Tak fordi du prøvede at snitte et skæfte.
Tak for, at du tog udfordringen/invitationen alvorlig.
Og tak for, at du delagtiggjorde os andre i din oplevelse.

Artiklen her skulle have været en guide til, hvordan man snitter et knivskaft.

Den blev ikke, som jeg troede, den skulle blive.

Men sådan er det også tit med mine knivskafter.

Så det …. …. … ..

Birger.